Mødetiden
Mødetiden er det tidspunkt, hvor du skal være klar til at tage på vandet – omklædt, med det rigtige udstyr og kajak. Vi hjælper dig selvfølgelig de første gange, bare rolig. Du bedes møde omklædt og medbringe godt med varmt skiftetøj.
Før vi starter – svømmeprøve, styrketræning, udstyr
Få dig et svømmebevis på 1000 m (henvend dig i en svømmehal og bed om et sådant bevis, du svømmer 1000 m, hvorefter de signerer beviset, som du skal aflevere til instruktørerne på første kursusdag). Det er også muligt at kontakte livredderen på stranden og bede om et svømmebevis på 500 m. Alternativt skal vi se dig svømme ca. 500 m i havet, fra molen ved Helsingør Havn til Marienlyst Strand-hotel.
Erfaring har vist os, at det kommer lidt bag på vores kursister, at det er en rigtig god idé at være i fornuftig fysisk form, da du skal kunne komme op i kajakken igen, når du vælter i vandet – se evt. artikler om dette på vorespuls.dk/kajak/artikler/kom-godt-i-gang-med-kajak-uden-skader. En god prøve på dette er – kan du løfte dig selv fra vandet op på bassinkanten i svømmehallen (eller lignende) uden at bruge trapper eller anden hjælp?
Påklædning
Du vil få fornøjelsen af at bade i havet hver eneste kursusdag, så du skal som minimum skaffe/låne dig til
- Våddragt / Long John (kig fx i Harald Nyborg)
- Vådsko
- Iklæd dig uld, uld, uld – undertøj, langærmet bluse, sokker, evt. hue og handsker. Det kan du godt have på under våddragten, så selvom du bliver våd – bliver du ikke kold. Bomuld er et ”no-go”.
- En vindtæt jakke (løbe-, regnjakke el. lign.)
- Kasket, solbriller m. brille-flydesnor (husk også flydesnor, hvis du har brug for alm. briller under kurset)
Når kurset går i gang …
Når vi starter op, er det vigtigt, at du
- kommer til tiden
- har spist godt inden – så der er ”brændstof på motoren”
- medbringer en vanddunk til at tage med i kajakken, varm kaffe/te og lidt mad til eget forbrug, evt. snacks
- er varmt klædt på og har skiftetøj med
- er indstillet på hyggeligt samvær og på at lære noget
Kontakt
Turkajak/surfski: Lisa Kjær, lisakjaer1@gmail.com
Havkajak: Torben Granat, torbengranat@gmail.com