Kajakklubben Krogen er en breddeklub og derfor bliver der roet i forskellige typer kajakker og på vidt forskellige niveauer. Vi har havkajakker, turkajakker, surfski, SUP-boards, polokajakker og kapkajakker – så der er noget for enhver smag.
Derudover har vi et træningsområde i klubhuset på 1. sal som medlemmer frit kan benytte. Der er tradition for, at der i vinterhalvåret arrangeres cirkeltræning med afsluttende yoga.
På 1. sal har vi vores klublokale, som vi bruger til samlinger/undervisning efter roning og medlemsmøder. Vi bruger ligeledes klublokalet til fejring af Sankt Hans, Julefrokost og ved frigivelse af nye medlemmer. Klublokalet har en dejlig udsigt over Øresund mod Kullen og Nordhavnen.
I stueetagen er der omklædning, bad, toiletter og sauna.
Krogen er medlemmernes klub. Frivilligheden, kammeratskabet og det personlige engagement fra hvert enkelt medlems side er de tre hjørnesten i Kajakklubben Krogen. Den fjerde er at få roet så meget som muligt.